• Stille og dyrt forskningskvartal for Zealand Pharma

    Source: BDK Finans / 07 May 2025 22:32:10   America/Los_Angeles

    Der er få brancher i erhvervslivet, hvor man kan få noget positivt ud af et større millionunderskud, men medicinalindustrien er én af dem. Her bruger man løbende en masse penge på at udvikle nye lægemidler og må ofte vente adskillige år på at kunne tjen investeringen hjem igen. Sådan forholder det sig også hos danske Zealand Pharma, der i første kvartal opnåede et negativt driftsresultat op 385,5 millioner kroner. Zealand Pharma har kun haft en beskeden omsætning på 8,1 millioner kroner, men har til gengæld haft driftsudgifter på knap 400 millioner kroner. Det er 127 millioner kroner mere end i samme kvartal sidste år. Pengene er blandt andet gået til at udvikle vægttabsmidlet Petrelintid, som det danske selskab har indgået et samarbejde om med den schweiziske medicinalgigant Roche. Desuden arbejder forskningsafdelingen med at udvikle et andet middel mod svær overvægt, Dapiglutid. Adam Steensberg, der er administrerende direktør for Zealand Pharma, ser trods det store driftsunderskud lyst på fremtiden: - Zealand Pharma har aldrig været i en stærkere position, end vi er i dag - finansielt, organisatorisk, og når det gælder vores kliniske udviklingspipeline, siger han i en kommentar til regnskabet. Selv om forskningen altså er dyr for Zealand Pharma, så er der ingen risiko for, at man løber tør for penge lige med det samme. Selskabet har ifølge regnskabsmeddelelsen en kassebeholdning på 8,5 milliarder kroner. Samtidig forventes man i dette kvartal at modtage 1,4 milliarder dollar i forudbetaling fra Roche i forbindelse med aftalen om at udvikle Petrelintid. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/stille-og-dyrt-forskningskvartal-for-zealand-pharma
Share on,